Introduktion af Vera & John

Brdr. Spinn’s Eventyr: Vera og John og huset der var bygget af spillemaskiner

Der var engang for længe siden et hus der lå i udkanten af den store skov. I huset boede en fattig telefonsælger med sine to børn Vera og John. Telefonsælgeren havde sjældent råd til mad, og wifi-forbindelsen var ustabil i det lille hus. Så Vera og John måtte ofte gå i seng sultne og understimulerede. Telefonsælgeren var desperat, og kunne ikke finde ud af hvad han skulle gøre – i sin desperation besluttede han at efterlade børnene i skoven, den efterfølgende dag. Så ville de ikke længere være hans ansvar.

Telefonsælgeren fulgte dagen efter Vera og John ind i den store skov. Da de var kommet dybt ind i den store skov, så sagde telefonsælgeren at han tog på arbejde i kundeservice afdelingen. Børnene kunne ikke finde hjem på egen hånd for de var midt inde i skoven, men faren sagde, at han havde spredt casino bonuskoder med løs hånd hele vejen fra det lille hus i udkanten af skoven og ind til bålet. De kunne derfor bare følge sporet af bonuskoder og snart ville de atter være hjemme. Hvad faren ikke fortalte dem var, at han udmærket vidste at bonuskoderne for længst var borte. Både skovens dyr og skovens folk ville for længst have samlet de mange bonuskoder op og udnyttet dem til at få free spins og bonuspenge. Dette fortalte han selvfølgelig ikke til børnene. Derfor var han overbevist om at børnene ikke ville finde hjem, og at han dermed ikke skulle forsørge dem længere.

Vera og John havde siddet i et par timer i bålets skær og varmet deres fødder, mens de havde snakket om alle de forunderlige spillemaskiner der fandtes ude i den store verden. John havde hørt at i Las Vegas var der flere spillemaskiner end han havde hår på sit hoved. Vera havde dertil svaret at hun havde hørt at på internettet var der flere online spillemaskiner end der var stjerner på nattehimlen. Det lød helt fantastisk. Da bålet så småt begyndte at gå ud og mørket var ved at falde på mente børnene at det var på tide at tage hjem. Men da de ledte efter bonuskode-sporet kunne de ikke finde bonuskoderne. Faren havde haft helt ret i, at så unikke bonuskoder for længst ville være blevet samlet op.

Inde i kundeserviceafdelingen hvor telefonsælgeren holdt til, havde han fået rigtig dårlig samvittighed over at have efterladt børnene. Han mente dog stadigvæk, at Vera og John var bedre tjent ved ikke at bo i det fattige lille hus i udkanten af skoven. Men han kneb alligevel en tåre selv om han havde en potentiel køber af en billig forsikring i røret.

I skoven var Vera og John begyndt at vandre væk fra bålet i håbet om at finde hjem. De gik og gik indtil deres fødder var fyldt med vabler. Da den nye dag begyndte at gry og solen endelig begyndte at titte frem mellem de høje trækroner så Vera endelig et hus. Godt gemt dybt inde i skoven lå et hus, som så helt fantastisk ud for de stakkels unger. Huset var farverigt bygget op. Den ene væg så ud til at bestå udelukkende af spillemaskiner der var stablet oven på hinanden. Ude på den ene gavl var et overdimensioneret håndtag – nærmest som armen på en enarmet tyveknægt. Og overalt på huset var der lamper der blinkede blidt, som man blev helt hypnotiseret af. Vera og John skyndte sig over mod det lille hus, og da de så døren kunne de høre en ældre dame med en høj spids hat kalde: “Kom hid børnlille, kom hid. Jeg har friske bonuskoder på bordet og et dejligt varmt måltid mad klar til jer”.

Vera og John havde altid fået at vide af deres far, at de ikke skulle gå med fremmede, og da slet ikke gå med dem ind i deres hus. Men de var på daværende tidspunkt begge to enige om, at faren ikke længere kunne bruges som et forbillede indenfor børneopdragelse. Så de kiggede indforstået på hinanden, mens de løb over mod den fremmede kvinde. Kvinden havde sære klæder på, og en stor vorte på næsen. Inde på bordet var der dog rigtigt nok dækket op med friske bonuskoder og mad, så Vera og John satte sig sultent til bords. Det var næsten som om den gamle heks havde vidst at de ville komme. Efter at de sultne børn havde proppet sig med den lækre mad, og fået pandekager med syltetøj til dessert, så blev de begge enormt søvnige, og faldt nærmest om af udmattelse. End ikke heksens lille hus fyldt med spillemaskiner kunne holde Vera & Johns øjne åbne. De faldt begge i en lang og drømmeløs søvn.

John var den første til at knibe øjnene op, og han kunne med det samme se, at mørket var faldet på. Vera vågnede stort set samtidig, og da var det at børnene opdagede at de ikke længere sad ved spisebordet. De var blevet sat ind i et bur ovre i det ene hjørne af stuen. Og i dette hjørne var der ikke muligheder for at man kunne nå spillemaskinerne, nej faktisk var der ikke engang trådløst internet i dette hjørne. Så børnene kunne ikke gøre andet end at sidde og vente. Heksen kom snart ind i det lille hjem og med sig havde hun to tallerkener fyldt med lækre kager og søde sager. Børnene tog imod tallerkenerne og spiste op. Bagefter råbte de til hende, at de ville ud af buret! Men heksen svarede blot: “I kommer aldrig ud. Jeg vil fede jer op og når i er blevet kuglerunde ryger i direkte i brændeovnen så i kan blive til min aftensmad.” Vera og John kunne ikke tro deres egne ører. Således gik mange dage og mange nætter, hvor de stakkels børn Vera og John måtte sidde og spise i ren kedsomhed. Vera var ikke længere ved sine fulde fem, og var så småt ved at glemme hvad “free spins” betød. John var heller ikke længere sig selv. Han kunne hverken huske sin fars ansigt eller hvordan symbolerne i Starburst så ud længere.

Dagene gik og børnene blev tykkere og tykkere. Heksen blev ved med at fodre dem med de lækreste retter. Vera og John måtte som dagene gik holde humøret oppe ved at snakke med hinanden om de mange gode minder fra diverse spilleaftener på online casino, som de havde nydt i tidens løb. En dag var heksen ude af huset hele dagen, og der besluttede den modige Vera at der skulle lægges en plan for hvordan de kunne slippe fri. Vera havde nemlig set, at heksen bar nøglen til buret i sin ene lomme, og nøglen stak nogle gange ud af lommen – lige til at snuppe. Hvis altså bare de kunne nå den. De måtte altså lokke heksen tæt nok på buret til at de kunne hugge nøglen.

Om aftenen kom heksen endelig hjem med en ordentlig stabel brænde. Hun måtte have brugt det meste af dagen på at samle brændet, og hun begyndte med det samme at tænde op i brændeovnen. Vera og John kunne godt regne ud, at det var fordi at heksen ville tilberede og spise børnene samme aften, at der skulle tændes op i ovnen. For ovnen blev sjældent brugt i huset ellers. Vera sagde højt til heksen med en indsmigrende stemme: “Fru Heks, jeg tror altså at John og jeg ville smage endnu mere lækkert hvis du gav os noget krydderi inden vi skal i gryden. Heksen svarede “KLAP I”, men efter at have tænkt sig om i kort tid gik hun mod køkkenet, hvor hun fandt både salt, peber og bbq krydderi. Veras trick havde virket.

Heksen kom hen for at hælde krydderier ud over Vera, og da hun lænede sig ind over buret, lykkes det på et sekund for John at snuppe nøglen ud af lommen på heksen uden at blive opdaget. Veras plan var en succes! Heksen krydrede begge børnene, og gik så tilbage for at putte mere brænde ind i ovnen. Samtidig med at det skete ville skæbnen at en af spillemaskinerne i huset begyndte at lyse og bippe – der havde været en kæmpe jackpot, og da heksen kiggede over i mod den larmende spillemaskine, låste John i et snuptag buret op. Da heksen så gik tilbage for at putte mere brænde i ovnen listede begge børnene sig op bag ved heksen. De kiggede på hinanden, og så skubbede de den intetanende heks ind i flammerne. Heksen hylede og blev ædt op af de nådesløse flammer. De overvægtige børn var både udmattede og lykkelige på en og samme tid.

Telefonsælgerens dårlige samvittighed havde naget ham så meget, at han var gået ind i skoven for at lede efter sine børn. Efter lang tids søgen var han nået frem til huset i skoven lavet af spilleautomater, og da han gik ind af døren så han Vera og John, og resterne af den udbrændte heks. Han sagde “Undskyld jeg efterlod jer børn, jeg fortryder alt.” Børnene sagde at de selvfølgelig ville tilgive ham. Herefter sagde de til ham, at de ville vise ham noget ude i skoven. De lokkede telefonsælgeren med ud til den yderste kant af skoven. Der efterlod de faren da han faldt i søvn, og skrev en note til ham: Du kan selv finde hjælp ved at følge sporet af bonuskoder. Telefonsælgeren fandt aldrig hjem og ingen hørte nogensinde fra ham igen. Vera og John flyttede herefter ind i spillemaskinehuset i skoven, og levede lykkeligt til deres dages ende. Penge kom de aldrig til at mangle, for de oprettede straks online casinoet VeraogJohn, som alle spillere i hele verden snart ville kende til.

Og sådan var eventyret om Vera og John.